Grønlandsfly’s store DC-4 maskine at ændre højde, da den passerer randen af indlandsisen. Så glider den hen over de mange levende bræer og fortsætter ud gennem et næsten 100 km langt fjordløb, Sermelik hedder fjorden. Det betyder ”stedet hvor der er is”.

 

Kort tid efter runder maskinen Angmagssalik øen, stryger i lav højde ind over selve Angmagssalik by og sætter kurs mod Kap Dan – bjergene, til flyvepladsen på Kulusuk.

 

Maskinen har kontakt med flyvepladsens radiostation og modtager nu de sidste meldinger om vindretning og sigt. Piloten bestemmer sig for landingsretningen, men gennemflyver for en sikkerheds skyld landingsbanen i et langsomt, glidende ”low pass”. Ved siden af banen holder stationens brand- og redningskøretøjer parat, også nærmest for en sikkerheds skyld. Landingen er jo noget vanskeligere her end på ”Søndre Strøm”, som man kommer fra.

 

Så retter piloten maskinen op og lader den gå i en bue tilbage til det punkt, hvorfra indflyvningen skal begynde.

I nogle kilometers afstand passerer maskinen Dew Line – kædens fjerde grønlandske radarstation. Så lægger den an til landing, og nogle få øjeblikke senere ruller den op foran de ventende biler.

 

Næppe er de 4 store motorer stoppet, før der bliver et mylder af liv på pladsen.

En stor, tung lastbil svinger ind under vingen. Nogle mænd springer ud og

skubber en vaklende jerntrappe hen under den åbne dør.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En dag i Kulusuk i starten af 60’erne

Tilbage til forrige side

Et par amerikanske officerer, der skal inspicere radarstationen, viser sig i døråbningen. De bliver hentet af nogle soldater og får plads i en lukket jeep, som i en fart forsvinder ud ad den 12 -15 km lange vej op mod ”Sighten”. De har jo virkelig travlt, for maskinen skal returnere, mens vejret endnu er godt. Det grønlandske vejr er ikke sådan at spøge med, og maskinen her må jo nødvendigvis tage hensyn til vejret både på østkysten og vestkysten.

Jeep’en er knap nok ude af syne, før det danske lufthavnsmandskab er i fuldt sving med at losse den store DC-4. Det meste af pladsen inde i maskinen er optaget af vældige kasser, der er surret omhyggeligt fast til gulvet, så de ikke kan rokke sig, mens man er i luften. Kun nede i den bageste ende er der nogle få pladser til passagerer.

 

Mens man arbejder, svirrer der med spørgsmål. ”Gad vide, om de nu endelig har tandhjulet til stenknuseren med?” kommer det forsigtigt fra Poul. Han er sjakbajs for de fire mand, der til daglig arbejder i stenbruddet med at knuse skærver til radarstationens og lufthavnens veje. Det er nu den tredje maskine, der er kommet til Kulusuk, efter at Poul har ringet til Thulebasen og bestilt de nødvendige reservedele, som han ved findes netop der. Men der er langt fra Thule til Kulusuk; mange forbindelser skal passe sammen, og man ved jo ikke hvilke forhindringer, der dukker op under vejs. Derfor lærer man at blive tålmodig.

 

”Det er nu snart vigtigere med noget nyt proviant,” mener en af de andre. ”Vi har næsten ikke mere pålæg, og rugbrødet er så småt ved at gå samme vej.”

 

Så kommer telegrafisten op i maskinen. ”Kom med posten til ”Gnisten”, er der en, der råber. Og straks vandrer de store blå postsække fra hånd til hånd. De fleste spekulerer vel på, hvad der mon findes i sækkene denne gang. Men man siger ikke noget, for man skulle jo nødigt blive skuffet.

 

Det varer en god times tid, før maskinen er helt tømt. Kasse efter kasse forsvinder ud på lastbilerne og bliver kørt op på stationen. Derefter begynder man at laste. Det tager knap så lang tid, men selv om der ikke er ret meget returgods, så skal det jo alligevel surres omhyggeligt.

Nu kan man endelig få tid til en forsinket frokost. Bilerne bliver startet. Store tunge amerikanske vogne, der egner sig godt til hård kørsel i besværligt terræn.

Lejrens hovedkvarter er en lang, rødmalet træbarak, som foruden mandskabskamre, rummer telestation, køkken, kantine og badeafdeling. Barakken indeholder lige netop det man har brug for. Hverken mere eller mindre. Det er hårdføre mænd, der sidder på de grønlandske ødestationer – og hårdføre mænd har ikke brug for luksus.

 

Kokken har sat frokost frem. Han trækker beklagende på skuldrene, og mumler noget om, at hvis der er proviant med denne gang, så skal han nok sørge for lidt ekstra godt i morgen – for man kan nu godt blive træt af alt for meget med makrel i tomat, og æggene kunne vist også trænge til en lidt nyere dato.

 

Men ingen af mandskabet har tid til at dele kokkens bekymringer. Man skal jo have maskinen i luften igen. Besætningen står og hænger i kantinens dør. De har netop spist og venter nu på den sidste vejrmelding, som ”Gnisten” er ved at få igennem på fjernskriveren. Piloten trommer med fingeren på dørkarmen. Han har travlt med at komme af sted; man skulle jo helst ikke sidde fast her natten over. ”I får en halv time til”, siger piloten, ”og så er vi i luften. Jeg tager lige Søndre Strøm på telefonen for at høre, hvordan det ser ud på den anden side. Så kan I ringe op til Sighten og sige til amerikanerne at vi vender næsen hjemad nu – hvis de vil med”.

 

Der bliver tygget af munden i en fart. Arbejdet skal klares først, og så kan man ånde lettet op, når maskinen er forsvundet igen. For resten er det heller ikke særlig morsomt at tænke på, at man måske skal have besætningen gående i flere dage – hvis der nu alligevel ikke er frisk proviant med maskinen.

 

”Vi er gået”, siger piloten og lægger røret. ”Søndre Strøm lover, at vejret holder i mindst tre timer endnu – så kan jeg alligevel nå sidste forestilling i biografen”. ”I er velkomne til at blive”, griner elektrikeren. ”Vi kører også en film i aften.”

Men piloten hører ikke noget. Han er allerede på vej ud til jeep’en. Selv om vejrudsigten tegner godt, er man aldrig sikker, før man har maskinen vel hjemme igen.

 

Bilerne kører atter op langs startbanen. Piloten tager sin checkliste frem og gør klar til at lette. De fore motorer er allerede i gang, da de amerikanske officerer kommer susende mod maskinen. Døren bliver lukket, og den store DC -4 ruller ned for enden af banen.

Få øjeblikke efter er den i luften.

 

Tilbage på flyvepladsen står mandskabet, en lille verden på 12 -15 mand, som Statens Luftfartsvæsen har ansat med det ene formål, at flyvepladsen skal kunne bruges. Men flyvepladsen er først og fremmest anlagt af hensyn til den amerikanske radarstation, som i luftlinje kun ligger få kilometer fra ”lejren”. Vejen der snor sig op over bjerget, er imidlertid betydeligt længere, omkring en halv snes kilometer, og den skal ryddes for sne.

 

Det er ikke nogen helt lille opgave, der er lagt i hænderne på det barske mandskab. Når et dusin mennesker skal klare både det arbejde, der er pålagt dem, og samtidig sørge for at dagligdagen går nogenlunde behageligt og gnidningsløst, så betyder det, at hver mand må påtage sig mere end et enkelt job.

 

Telegrafisten er også postmester, vandmanden har samtidig ansvaret for brandbilen, elektrikeren er lejrens biografdirektør osv. osv.

Alle har noget at se til, og alle er i fuld sving - hele tiden. Men det er også nødvendigt for folkene at have noget at bestille. Når forbindelsen til omverdenen indskrænker sig til kortvarige flybesøg 2 eller 3 gange om måneden i den lyse del af året, og måske kun en enkelt gang om måneden i mørketiden – så kan hverdagen og fritiden godt blive lang.

 

Så snart maskinen er kommet vel af sted, fortsætter det arbejde, der standsede før landingen. Stenknuserholdet lægger skærver ud på de steder, hvor den lange vej trænger til at blive repareret efter vinteren. Maleren går videre med at give de store olietanke deres årlige omgang mønje. Automekanikeren bakser med at få den store bulldozer til at køre rigtigt, men en anden bulldozer alene må tage sig af at planere det område, hvor man har tænkt sig at opføre et gæstehus.

 

Alle har nok at se til. Vandmanden, tømrerne, telegrafisten, stationschefen – og kokken, der netop har fundet den nye proviant, og som derfor vil overraske mandskabet med lidt ekstra godt, som for eksempel frisk rugbrød fløjet dertil over indlandsisen.

 

Efterhånden som folkene har nået det mål, man har sat sig for dagens arbejde, dumper man ind i kantinen, hvor kaffemaskinen står og snurrer. De heldige, der har fået brev hjemme fra, forsvinder lidt efter lidt ind på deres værelser for at være alene, mens de læser dem.

 

De andre sidder og slapper af. Når man det meste af dagen arbejder udendørs, er det bare rart at sidde her i varmen og kigge i aviserne og billedbladene derhjemme fra. Selv om bladene næsten er en måned gamle, følger man godt med. Men efterhånden som man har været heroppe i længere tid, kan mange af de ting, der er helt selvfølgelige hjemme i Danmark, godt virke lidt kunstige eller måske overflødige på dem, der bor i ødemarken.

 

Man vurderer mange ting anderledes, når man først er blevet klar over, HVOR meget vand, wc og varme egentlig betyder. Her på stationen har man selv, ved eget arbejde, skaffet sig disse goder. Her er indlagt trykvand, der kan løbe ud af hanerne, bare man drejer op. Vandet bliver kørt hertil, så man ved, hvor meget de er værd.

 

Det sidste gods er pakket ud. elektrikeren har fundet den sidste filmforsyning frem, og bliver enig med sig selv om, at han lige kan smutte op på Sighten med halvdelen af filmene. Så kan man altid bytte igen senere.

 

Han starter sin private motorcykel og begynder turen, ud mellem fjeldene og op ad den lange snoede vej til den fjeldtop, hvor amerikanerne har anlagt deres radarstation.